Rejsebrev fra Harzen.
Efteråret 2024.

 Af Jens Rostgaard Gjerløv.

 

For en gangs skyld skal vi ikke til Hvide Sande i efterårsferien. Det er på den ene side ærgerligt, for vi nyder at komme til vestkysten med de store vidder, de brede sandstrande og hvor der er "højt til loftet". - Og ikke mindst må vi undvære 'Ejvinds', hvor vi altid skal have kaffe og brunsviger.

Men på den anden side er det jo også dejligt at se og opleve noget nyt og vi har kun været i Harzen én gang tidligere, det var tilbage i 1989. Dengang fik vi ikke set ret meget til området, for det var kun et meget kort besøg.

Det vil vi nu råde bod på og har besluttet os for en lille uges ferie i Harzens højland, samtidig med at vi beder til guderne om godt vejr - så må vi se om de hører os (altså guderne).

Valget falder på byen Braunlage. På nettet er der lidt uenighed om hvor højt byen ligger, det svinger mellem 550 og 800 meter. En temmelig stor difference, men min Garmin GPS (altså ikke sådan én til bilen eller telefonen, men en professionel GPS enhed), viser 575 meter med en nøjagtighed på 3 meter, ved vores hotel. Så må du, kære læser, selv trække fra og lægge til, alt efter hvad du tror mest på. Personligt tror jeg på min Garmin. 

Oprindelig ville vi være kørt hjemme fra om søndagen, men for at dele turen op så vi ikke skal køre så langt på én dag, beslutter vi at køre hjemme fra om lørdagen. I stedet for at køre via Rødby-Puttgarden, tager vi turen via Fyn og Jylland og laver et pitstop i Flensborg. Dels sparer vi en dyr færgebillet, dels er det en by, som altid er et besøg værd. Gode forretninger at handle i hvis vi mangler lidt tekstiler eller sko, gode overnatningsmuligheder og gode steder at spise.

Efter at have fået klemt bilen ind i hotellets snævre garage, benytter vi os af de mange muligheder for at få slukket tørsten efter køreturen. Valget falder på 'Börsenkeller', et ganske hyggeligt sted. Men, af én eller anden årsag er øllet ualmindelig bittert og smager ikke nær så godt som en Flensburger øl plejer. Senere på dagen får vi en Flensburger øl i Flensburg Gallerie og den smager helt anderledes godt. Mærkeligt...

Dagen sluttes traditionen tro, af med en wienerschnitzel i 'Alte Senfmühle'.

  

Søndag formiddag fortsætter vi turen sydpå og fordi det er søndag, er vi dejligt fri for alle lastbilerne i Tyskland, som er en overordentlig stor plage. Senere, på hjemturen, kan vi så endnu engang konstatere, hvor meget den voldsomme lastbiltrafik fylder og generer på vejene.

Foran os er der nu ca. 430 kilometer, som for os er en overkommelig "lille" tur og den foregår uden de store vejarbejder og ingen kø kørsel, så allerede klokken 14:00 er vi fremme ved vores første mål, nemlig hængebroen TITAN RT, som ligger ved Elbingerode i Harzen.

Det er efter sigende verdens længste hængebro for fodgængere (bygget i 2017), med en længde på 458,5 meter i 100 meters højde.

Den skal vi gå frem og tilbage på og således afprøve hvor modige vi er...

Vores tur frem og tilbage over broen viser os, at modet ikke fejler noget og det er en fantastisk oplevelse, som varmt kan anbefales andre - hvis man har modet til det... Og skulle modet række længere, er der mulighed for at prøve MEGAZIPLINEN, som giver en "flyvetur" på 1000 meter ned i dybet, med en hastighed på omkring 80 kilometer i timen. Den har vi besluttet at gemme til næste gang vi er på de her kanter. 

Efter vores "lufttur" på broen sidder vi og slapper af med en kop kaffe, mens vi ser vovehalsene tage en tur på MEGAZIPLINEN og hører dem råbe og hvine, inden de forsvinder i dybet. Vi ønsker dem god fornøjelse, selv om de ikke kan høre det.
Da kaffen er sluppet op, kører vi videre til vores hotel i Braunlage, en lille tur på omkring 24 kilometer. Det viser sig at være en livlig by, der er i hvert fald mennesker på gaden, mange forretninger og steder man kan spise, så det ser alt i alt godt ud. Vores hotel 'Landhotel Zur Erholung' viser sig at være ganske udmærket og vi får et dejligt stort - men koldt - værelse. Vi har besluttet at der er sket rigeligt i dag, så vi bliver på hotellet til vi skal spise og aftenen tilbringes på værelset med et par glas vin og læsning.

  

Vi er tidligt oppe i dag, mandag, kun for at konstatere, at vi ikke kan få morgenmad før klokken 08:00. Vejret er nogenlunde, sol og skyer i en skøn blanding og omkring 6 graders varme (eller kulde, om man vil).

Efter en tålmodig venten på værelset, kan vi endelig komme ned til morgenmad, hvorefter vi kører ud til TITAN RT igen. Vi fik ikke taget alle de billeder af broen i går som vi ville og vi vil godt ud at gå på dæmningen der ligger lige ved siden af broen og have nogle billeder derfra. Vi får taget en del billeder og får også konstateret, at "RT" i TITAN RT tilsyneladende refererer til navnet 'Rappbodetalsperre', hvilket er navnet på den dæmning der ligger lige ved siden af hængebroen. (talsperre betyder dæmning.)

Herfra kører vi til Quedlinburg, som er kendt for sine mange velholdte huse med bindingsværk. Og der ER mange - og de er velholdte. Men efter at have set en del af dem, begynder de at ligne hinanden. Vi ender nede på byens torv, 'Markt', hvor det smukke rådhus ligger. Det er også her på torvet vi finder anledning til at sætte os for at få et glas hvidvin og en kop kaffe m/kage i det dejlige solskinsvejr.

Efter at have betalt for vores drikkevarer til en tjener, som synes vi ikke skal have så meget tilbage som vi har krav på, skal vi lige ind i Marktkirche St. Benedikti, hvor vi betænker kirkebøssen med lidt ussel mammon og tænder et par lys. 

Nu har vi set nok huse med bindingsværk, så vi kører til Schierke for at se om vi kan få et glimt af Brocken (Bloksbjerg) rimelig tæt på. Men, det lykkes desværre ikke.
Til gengæld er det dagen, hvor vi får set den voldsomme trædød, som vi har hørt om der hjemme. Det er godt nok voldsomt. Lige meget hvor vi kører, kan vi se de mange grantræer som står med nøgne stammer og er gået ud. Et utrolig trist syn og så netop i Harzen, som er så kendt for sine pragtfulde skove og bakker.
Årsagen er sådan set meget enkel. På grund af tørke gennem flere år, har barkbillerne haft gode levevilkår og har formeret sig helt vildt. Et enkelt individ kan således producere flere hundrede tusinde afkom, på bare et enkelt år. De spiser sig gennem gange under barken og når træerne ikke formår at afværge angrebene med harpiks, så går træet ud.

Tilbage i Braunlage går vi en tur ned i byen og ender på et hyggeligt sted der hedder 'Rialto'. Her får vi os en øl inden vi går tilbage til hotellet. Under vejs køber vi lige lidt fornødenheder i Aldi.

  

Det er vådt og diset i dag, tirsdag.

I går fortalte bilen, at der var noget galt med dæktrykket i højre hjul, så vi starter dagen med at tjekke dæktrykket. Og ganske rigtigt. Jeg har på et tidligere tidspunkt villet tjekke dæktrykket der hjemme, men på 3 forskellige tankstationer jeg kørte ind på, ja, dér virkede apparaterne ikke. Det er ganske enkelt for dårligt. Det eneste jeg opnåede, var at jeg fik lukket noget luft ud af det ene forhjul.

Men med sædvanlig tysk grundighed - "ordnung muss sein" - virker luftpumpen selvfølgelig i en lille by som Braunlage, så nu har vi fået "lukket munden på bilen" og kan komme i gang med dagens oplevelser. 

Vi starter med at køre gennem Naturpark Harz mod Bad Harzburg og videre mod Okertalsperre (Okerdæmningen). Det er en meget spektakulær vej, men på den triste måde, på grund af den udbredte trædød. Vi finder Okertalsperre, som da den blev bygget, skabte Okerreservoiret med et areal på næsten 2 kvadratkilometer. Det medførte, at landsbyerne Unter-og Mittelschulenberg blev oversvømmet. Derfor blev alle indbyggerne flyttet til en ny landsby, Schulenberg, som i dag er et meget populært feriested. Okerdæmningen er blandt andet med til at beskytte mod oversvømmelser og bidrager med el produktion. Ret imponerende.

Da vi står på parkeringspladsen ved dæmningen, kan Helle høre et vandfald i nærheden og det lykkes hende at finde et lille vandfald, hvor der sidder en "frø" på en sten og passer på det. Så fik vi set det med.

Nu kører vi videre til Goslar, som er en rigtig hyggelig by. Inde på byens torv ligger der et stort gråt hus, som øverst har et klokkespil med figurer, som kommer frem klokken 09:00, 12:00, 15:00 og 18:00. Det forestiller en ridder som finder en sølvåre og derefter følger minearbejderne. Det hele varer ikke mere en 5 minutter og er lidt af en turistattraktion.

Ved samme torv ligger en flot rød bygning, som faktisk er et hotel - 'Kaiserworth'. Desværre er der anlægsarbejde i gang på torvet, så både 'Kaiserworth' og byens rådhus er godt dækket til, men på gavlhjørnet af 'Kaiserworth' sidder der nogle figurer hvoraf den ene forestiller en lille mand, som trækker guldmønter ud af enden. Formodentlig det mest fotograferede gavlhjørne i Goslar og vi var ingen undtagelse, hvilket fremgår af billedet herunder. 

Dagens sidste udflugt går til Hahnenklee, hvor der ligger en mere end hundrede år gammel stavkirke, 'Gustav Adolf Stabkirche', som vi godt vil se lidt nærmere på. Den er flot og meget anderledes og er en god oplevelse at slutte dagens udflugter af med. Nu skal vi så tilbage til hotellet og efter som det er blevet regnvejr, kan det ikke passe meget bedre, end at komme tilbage og hygge med et glas vin og en god bog.

                                                                         

Øv, vi står op til regnvejr, men det skal ikke forhindre os i at tage ud til vores første mål i dag, nemlig Derenburg. Her ligger glasfabrikken 'Harzkristall', som er kendt for sine mange flotte glasting og ønsket er selvfølgelig at få et eller andet med hjem herfra. Og sandelig om ikke det lykkes at finde en sød lille juleting, blandt alt det der er at se i udstillingen. Vi ser også glaspustere arbejde med at lave små kugler til børnene, som selv må bestemme hvilken udsmykning de skal have. Rigtig flot og spændende. Desværre må vi ikke fotografere glaspusterne i arbejde, det kunne ellers have været morsomt at have nogle billeder af dét.

Vejret er efterhånden blevet lidt småsnusket, men alligevel kører vi videre til Wernigerode. Her vil vi bl.a. se 'Kleinstes Haus', der sammen med rådhuset og slottet hører til de mest berømte bygninger i Wernigerode.

'Kleinstes Haus' ligger i Kochstrasse 43 og var beboet helt frem til 1976. Det siges, at det er bygget af en taskemager tilbage i 1792 og er ikke højere indvendig, end at man ustandselig skal bøje hovedet for ikke at støde imod dørkarme og loft. Undertegnede nåede da også at støde hovedet op til flere gange, inden jeg kom ud.

Til trods for det halvsnuskede vejr, fortsætter vi ind på torvet og ser det flotte rådhus og går derefter en tur ned ad gågaden Breite Strasse. Her finder vi et godt sted at krybe i ly for det kedelige vejr og varmer os således på en kop kaffe. Det er faktisk er rigtigt hyggeligt sted og lidt anderledes, idet der er 3 etager (se billedet)hvor man kan sidde. Desværre kan vi ikke huske hvad caféen hedder, kun at den ligger i Breite Strasse.

Efter kaffen er vi indstillet på at gå op for at se slottet. Vi har stærkt på fornemmelsen, at det ikke er bare lige at gå derop. Og ganske rigtigt. Vi starter med at gå et lille stykke langs den gamle bymur, som ender ved at vagttårn. Her møder vi så et skilt, der peger i den retning vi skal og viser, at der er 500 meter derop.
Så er det med øvelse begynd. Slottet ligger ca. 100 meter højere oppe i forhold til hvor vi står, så det vil sige, at der er 500 meter med en stigning på ca. 20 % der venter på os.

Det er et langt og sejt træk og tager sin tid. Kort sagt en rimelig stor udfordring og det værste er, at jo højere vi kommer op, jo dårligere bliver sigtbarheden. Ydermere viser det sig, at slottet er under renovering, så der er stilladser omkring mange af bygningerne og udsigten der oppe fra er ikke-eksisterende på grund af tågen. En temmelig kraftig indsats med stort set ingen gevinst. Men, vi har været der.

På tilbagevejen til hotellet er sigtbarheden stadig minimal, nogle gange helt nede på 50 meter, så det tager sin tid at komme frem. Tilbage i Braunlage er vi lige en tur i Edeka for at købe en flaske Schierker Feuerstein, inden vi parkerer bilen ved hotellet. Schierker Feuerstein er en kendt dram på de kanter og den skal måske nydes på sengekanten, hvem véd.

Igen spadserer vi ned i byen, hvor vi går ind på den hyggelige café 'Rialto', hvor vi nyder en Köstritzer Schwartzbier og dertil lidt bruschetta, så vi kan klare os til aftensmaden kommer på bordet.

  

Her på vores sidste dag i Braunlage - som i øvrigt er Tysklands Genforeningsdag -  vil vi besøge noget der hedder 'Baumwipfelpfad Harz'. Det er en gangbro på ca. i kilometers længde som befinder sig oppe i 25 meters højde mellem trækronerne.
Det volder os faktisk en del problemer at finde indgangen til stedet. Det lykkes endelig, men igen på grund af rigtig dårlig sigtbarhed, dropper vi turen op. I håbet om at vi i stedet for kan få et glimt af 'Harzer Schmalspurbahn', kører vi til Schierke, som er én af de mange byer, hvor toget standser i.

Dét har vi til gengæld held med.

Desværre bliver jeg nødt til at blive ved bilen på grund af manglende parkeringsplads, men Helle får set damptoget som holder ved stationen og taget nogle gode billeder. Vi har tidligere set og prøvet den smalsporede jernbane 'Rasende Roland' på Rügen, så jeg har sådan set ikke noget til gode. Men ærgerligt er det alligevel. Til gengæld har vi fravalgt at køre med den, 55€ for en tur pr. person er ganske enkelt lovbeskyttet tyveri. 

Vi har egentlig tænkt os at købe noget til frokost, som vi kunne tage med hjem på hotelværelset, men eftersom alle forretninger er lukket på grund af Genforeningsdagen, er det ikke en mulighed. I stedet satser vi på, at vores yndlings vandingssted er åbent, så vi kan spise frokost dér. Der er åbent, men desværre er alt optaget, så vi må luske slukøret videre.

På vores videre færd falder vi over en pizzarestaurant, Venezia, hvor vi beslutter os for at spise frokost, når det nu ikke kan være anderledes. Her er der til gengæld masser af plads, hvilket vi godt forstår, efter at have fået den vel nok dårligste pizza nogensinde. Til gengæld er vinen og øllet ganske udmærket, så vi drikker os halvvejs mætte. 

Middagen om aftenen på hotellet er lidt af en plage og det kan vi faktisk ikke være bekendt at sige. Årsagen er, at pludselig er spisesalen fyldt til bristepunktet, fordi der er kommet mange gæster i løbet af dagen. De øvrige dage har vi næsten haft spisesalen for os selv, sammen med nogle få danskere.

Men larmen fra et stort dansk selskab, samt alle de andres højrøstede snak, gør det næsten umuligt at føre en normal samtale. Samtidig er serveringspersonalet tilsyneladende hårdt presset, hvilket ikke gør det bedre, så vi skynder os så godt det er muligt, at blive færdig med vores middag og komme op på værelset, hvor der er en velsignet ro.

Det er begyndt at regne, så resten af dagen tilbringes på værelset med læsning og pakning. I morgen skal vi hjem.

  

Det er fredag og det er dagen hvor vi skal hjem. Vi er "tidligt" nede til morgenmad - klokken 08:00 - får afregnet vore drikkevarer for den forløbne uge og er "on the road" klokken 08:30.

Vi når lige at se et enkelt vandfald mere, inden vi forlader Harzen og efter en enkelt pause med frokost og lidt handel i Burg, kommer vi med en færge klokken 14:15.
Som sædvanlig skal bilen tankes efter hjemkomsten, så vi hurtigt kan komme ud på nye eventyr.

 

 

Jens Rostgaard Gjerløv.

Oktober 2024.