tirsdag den 31. marts 2020


Hej.

Covid-19 har invaderet landet, ja hele verden, så det er så som så med ferier i øjeblikket.

Som lidt erstatning for nye feriebreve, kan du her læse vore sidste rejsebreve fra henholdsvis Frankrig, Italien og Berlin, alle fra 2019.
Hvornår der så kommer nye rejsebreve må tiden vise. Foreløbig har vi måttet aflyse vores ferie i Norditalien og en ferie i Skagen er ligeledes aflyst. 

Så god fornøjelse og på gensyn/genhør, når verden igen er blevet normal.

Jens Rostgaard Gjerløv.


Rejsebrev fra Frankrig - 2019.
Af Jens Rostgaard Gjerløv.

Juan-les-Pins, Vallauris, Antibes, Nice.

   
Picasso stirrer intenst ned på dig. Maleriet sidder på en husvæg lige bag ved Musée National Picasso i Vallauris.

Gamle dages ensformige og enerverende lyde fra samlingerne i de tyske autobaner der var støbt i cement, er heldigvis historie (næsten).

I dag er det enerverende afløst af andre ting.

I massevis af vejarbejde - som meget naturligt er nødvendigt - men derfor ikke er mindre generende og irriterende - 2 kilometer til det næste vejarbejde, som kan strække sig 8-12 kilometer med hastighedsbegrænsning på 60-80 km./t.
4 kilometer til næste vejarbejde som kan strække sig over 4 kilometer og igen med hastighedsbegrænsning osv. osv.

Og hvis det ikke er vejarbejde der sinker trafikken og gør det irriterende, så er det lastvognstrafikken, men også den er nødvendig. Til gengæld er det ikke nødvendigt, at forholdsvis mange lastbilchauffører kører hensynsløst.

De "kaster" hellere end gerne deres tunge køretøjer ud i overhalingsbanen, selv om der dårligt nok er plads til dem eller der kommer biler med høj fart bag ved dem. Det er ud fra devisen, at de er størst og så skal vi andre nok forføje os.

Hvor tit har vi ikke oplevet langsom kørsel, eller endog stillestående trafik langt tilbage, fordi en lastbil der kører ½ kilometer hurtigere i timen end den foran kørende lastbil, absolut skal overhale og være 1 kilometer om det. Det er sådan noget, der ganske enkelt smadrer trafikken på en befærdet motorvej og skaber meget lange køer - og dét er ganske unødvendigt.

Nå, - det var lidt "øfferi" over de tyske autobaner og lastbilerne, så lad det blive ved dét.

*     *     *

Vi skal have vores overnatning på vej til Juan-les-Pins, i Nancy. Allerede omkring Hamburg støder vi på den første kø, men efter et stykke tid ophører den og trafikken begynder at glide, men er dog meget tæt.

Vi skal være i Juan-les-Pins allerede i morgen, fredag, så vi kører hjemmefra torsdag og det er nok vores held. Vi slipper således for en god del af weekendtrafikken og ferietrafikken, men til gengæld et der utrolig meget lastvognstrafik, med dertil hørende problemer.

Men, alt taget i betragtning, går resten af turen til Nancy fint. Vi har fint kørevejr og er fremme ved vores hotel klokken 17:30, efter at have tilbagelagt 1037 kilometer. Inden vi parkerer ved hotellet, vil vi lige have tanket bilen så den er klar til i morgen tidlig. Men efter at have kørt i ring flere gange efter en tankstation ved et stort indkøbscenter lige ved siden af hotellet, opgiver vi og kører til hotellet. Så må der tankes på motorvejen i morgen.

Tilbage på hotellet et det tid til den første feriedags traditionelle aftenmenu, nemlig kold kartoffelsalat og frikadeller, samt rødvin ad libitum. Derefter afslapning og nogenlunde tidligt i seng, for vi har også et pænt stykke vej foran os i morgen.

*   *   *

Det har været en varm nat, så vi er tidligt oppe. Det gør nu ikke noget, for vi skal være i Juan-les-Pins mellem klokken 16:00 og 18:00, hvor vi skal have udleveret nøglerne til vores lejlighed.
Det bringer mig så frem til en anden historie.
Få dage før vi skal af sted, bliver vi ringet op og får at vide, at der er væggelus i den lejlighed vi skal ned i, så vi kan ikke få den alligevel.
UPS.! Hvad gør vi så?
Vi bliver heldigvis lovet en anden lejlighed ikke ret langt fra den oprindelige og i løbet af fredagen, vil vi undervejs få nærmere besked med hensyn til adresse, udlevering af nøgler m.m.

Alt dette er der desværre en del turbulens omkring, da den tilsynsførende i Frankrig, dels opgiver os en forkert adresse og et forkert postnummer på den nye lejlighed, dels ikke får sendt os telefon nummeret til dem der skal udlevere nøglerne til os.
Resultatet er, at vi ikke i første omgang finder adressen og da vi endelig holder på adressen, kan vi ikke ringe til dem der skal udlevere nøglerne, på grund af det manglende telefonnummer. Alt i alt temmelig utilfredsstillende, men udlejer her hjemme er uden skyld i alt dette.

Nå, det var et sidespring.

Vores videre tur mod Juan-les-Pins går efter planen. Der er et enkelt uheld undervejs som giver lidt kø kørsel, men ellers kan vi ikke klage over trafikken. Vejret arter sig også godt. Først på dagen har vi omkring 15 graders varme, men da vi nærmer os Provence stiger temperaturen til de 35 grader, så nu mærker vi, at vi er kommet til Sydfrankrig.
Omkring klokken 16:30 er vi i Juan-les-Pins og så breder forvirringen sig jvf. ovenstående. Efter en del venten og nogle telefonopringninger kommer dem der skal udlevere nøglerne (den tilsynsførende var åbenbart taget på ferie til Italien...!) - og de er lige så uvidende om lejligheden og forholdene, som vi er.

Velkommen til Juan-les-Pins!

Nå, det er synd for dem, for de er tilsyneladende bare blevet kastet ud i det og har aldrig været i lejligheden tidligere, men ved fælles hjælp får vi fundet ud af de forskellige ting og da de kører igen, siger de, at vi bare skal ringe til dem, hvis der er noget vi er i tvivl om. Det er utrolig pænt af dem.

Parkeringskælderen med nogle af de mange piller.

Så vidt, så godt. Vi får vores bagage op i lejligheden som ligger på 6. etage og kørt bilen i garage. Vi har fået at vide, at der ikke er plads til store biler i den underjordiske garage, men vi har nu ingen problemer med parkeringen.

Puh ha.! Nu skal der ikke køres mere bil i dag, så efter denne hurlumhej er det dejligt at sætte sig ud på den hyggelige terrasse og nyde et par glas kølig rosévin.

Et hjørne af den hyggelige terrasse.

Udsigten fra lejligheden.


Traditionen tro, er morgendagen "hviledag", hvilket betyder, at så skal der ikke køres bil.

*   *   *

Vi får os alt i alt en god nattesøvn, til trods for de typiske (dårlige) franske døre og vinduer, som hverken lukker helt eller halvt.
Det giver lidt uro og ind imellem slipper lyden fra den nærliggende jernbane igennem og flyene til Nice som kommer lige ind over området, har vi også lidt glæde af og endelig får vi også lov til at overhøre et lokalt skænderi.
Hvad det så ellers går ud på, véd vi ikke, men tonefaldet og lydstyrken er vi ikke i tvivl om, men der ligger dog ikke hverken døde eller sårede på gaden næste dag........
Fremover vil vi lukke dørene til køkkenet og stuen, så vi forhåbentlig slipper for det meste af uroen på den måde

Bortset fra de særdeles utætte vinduer og døre, er det en dejlig og hyggelig lejlighed. Ret feminin i indretningen og en altan / terrasse som er fyldt med blomsterkrukker og ligeledes er meget hyggelig. Som tidligere nævnt ligger lejligheden på 6. sal, så vi har udsigt ud over en del af byen og kan også se lidt af Middelhavet.

Dette skal så være rammerne om den næste uges tid.

Som sagt er det "hviledag" i dag (for bilen, vel at mærke), så her i formiddag bliver det til en spadseretur i det nærmeste nabolag.
Vi starter med at gå ned til stranden som ligger 400-500 meter væk og kan konstatere, at en god del af den er forbeholdt de mange hoteller og er overbroderet med parasoller og solvogne, som kan lejes for en mindre formue.
Efter en lille spadseretur hen ad den flotte og brede strandpromenade, kommer vi frem til den offentlige strand. Den ser rigtig indbydende ud og det er her vi vil slå vores folder, hvis vi får lyst til en tur i vandet.


De private strande med parasollerne og solvognene.

  
Den offentlige strand.


Den flotte strandpromenade.

På vejen hjem finder vi hen ad den gade, hvor den oprindelige lejlighed ligger og vi kan da glæde os over, at udsigten fra den nuværende lejlighed er noget bedre, end den der ville have været fra den oprindelige lejlighed. Lidt heldige har vi altså alligevel været.

Én af dagene har vi tænkt os at tage en tur til Nice, så efter lidt frokost og siesta, beslutter vi os for at undersøge mulighederne for at tage toget dertil. Så slipper vi for besværet med dyre og besværlige parkeringer og kan bare slappe af undervejs.

Altså går vi en tur ned på stationen for at orientere os om tog tider og billetpriser.
Stationen ligger ikke langt  væk, vi kan faktisk se den fra lejligheden og det viser sig, at togene kører hver halve time og billetpriserne er til at betale - de er bestemt ikke danske!


Det forfaldne jernbanehotel.

Undervejs kommer vi forbi det hedengangne jernbanehotel, som i dag fører en hensygnende tilværelse.
Alt er slukket og lukket og bygningen er godt i forfald. Trist. Fra stationen går vi videre ned i "centrum" af byen, som faktisk er ganske hyggelig. Vi ser bl.a kongresbygningen og kommer gennem nogle flotte, grønne og dejlige områder.


Juan-les-Pins.


Juan-les-Pins.

  
De unge elskende.


Et sted kommer vi forbi en rigtig pragtfuld skulptur af to unge elskende, som står og holder om hinanden. Hvor er det dog dejligt at se på en skulptur og man kan se hvad den forestiller. Det er desværre langt fra, at man altid kan dét.

Der er selvfølgelig også en masse af de sædvanlige souvenirforretninger og selvfølgelig er stedet også overstrøet med barer og restauranter.

Det er så vores held, så vi kan få slukket tørsten i takt med at den opstår. Det benytter vi os af i rigeligt mål.

Især ét skib tiltrækker sig megen opmærksomhed.

Vores videre færd bringer os igen ned på strandpromenaden og vi går en lang tur langs stranden. Undervejs er der rig lejlighed til at betragte de store lystyachter der ligger for anker i bugten og se
på malerierne, som de mange malere har udstillet langs med promenaden.

Bare nogle af malerierne langs promenaden.

Efter denne lille orienteringstur vender vi næsen hjemad og undervejs handler vi lidt ind til aftensmad.
Traditionen fra sidste år i Berlin, bliver selvfølgelig fulgt op på terrassen, med aftenkaffe og 'avec' i form af brandy og hvid chokolade - man har vel ferie......

*   *   *

I dag har vi tænkt os at besøge noget der hedder 'Parc Exflora'. Den skulle stort set ligge for enden af den gade vi bor i, men undervejs spørger vi en dame om vej, da vi har bare lidt svært ved at finde den.
Hun forklarer os vejen, men da vi spørger hende om den er værd at gå efter, svarer hun, at det synes hun ikke.
Altså dropper vi 'Parc Exflora' og beslutter os i stedet for at gå til 'Cap d'Antibes', hvor vi vil besøge 'Chapelle de la Garoupe' og et fyrtårn. Fyrtårnet kan vi se hjemme fra terrassen og vi regner med, at der vil være en rigtig flot udsigt ud over området der oppe fra.

Fyrtårnet set hjemme fra terrassen.

Efter en noget anstrengende tur derud (op) får vi da også belønningen i form af en flot udsigt ud over bugten, men fyrtårnet kan vi desværre ikke komme op i. Det er lukket totalt af for offentligheden.

Oppe ved 'Chapelle de la Garoupe' foregår der et eller andet, som vi ikke kan finde ud af - der er i hvert fald mange mennesker - og vi gætter på, at det kan være et bryllup eller måske en barnedåb.

Men, ved siden af, er der en restaurant og eftersom vi desværre er kommet af sted uden vand i dag, sætter vi os ved et af bordene og vil godt bestille lidt koldt at drikke, så vi kan klare os på turen hjem.

Til vores store overraskelse, bliver vi nærmest verfet væk fra bordet og får at vide at der er ikke nogen servering, "der skal være et privat selskab".

Så spørger vi, om vi ikke bare kan købe lidt vand og tage det med os, men "det kunne vi bestem heller ikke!".

Udsigten ud  over Juan-les-Pins.

  
Et eksempel på de flotte smedejernslåger.

Vi må således gå med uforrettet sag og på vejen ned møder vi et dansk ægtepar, som er på vej op og de er også kommet af sted uden vand, så da vi fortæller dem om vores oplevelse på restauranten, bliver de noget skuffede.

I øvrigt er det tilsyneladende et rigt kvarter her omkring. Store, flotte villaer med den ene flotte smedejernslåge efter den anden og videoovervågning i en størrelsesorden, som vi sjældent ser der hjemme. Der må virkelig være "noget" der skal passes på.

Da vi kommer hjem er vi godt møre, men inden vi går op, skal vi ind i det lokale Spar supermarked, som ligger lige uden for vores opgang. De har en meget flot slagterafdeling. Her køber vi to store, dejlige bøffer, som slagteren skærer ud for os. Dem skal vi nyde i aften. På vejen ud er vi også lige omkring vin hylderne, for bøfferne skulle jo gerne følges på vej af nogle gode glas rødvin, ikke?

*   *   *

Oven på nogle lange og til tider anstrengende spadsereture i går, skal bilen få lov til at holde for i dag.

Vi starter med at køre mod Antibes og derfra videre nordpå til Biot. Biot var især kendt for sine keramik og lerting i perioden 16. til 18. århundrede. Efter en længere "pause" fik byen igen en opblomstring i det 20. århundrede, hvor den ikke alene blev kendt for sin keramik, men også for sine glaspustere og deres store glaskunst.

Vi ser dog ikke tegn på glaskunst nogle steder og da det heller ikke er til at finde parkeringspladser nogle steder, vælger vi at køre videre nordpå til en lille by - Valbonne - som viser sig at være utrolig hyggelig, ikke mindst byens torv.
Her er der i øvrigt en meget morsom trappe til og fra vores parkeringsplads, som er malet i de franske farver. Egentlig ganske dekorativt og en morsom gimmick, på det der ellers bare ville være en kedelig trappe.

Den "franske" trappe i Valbonne.

Nu vender vi så småt næsen hjemad og på vejen kommer vi til Vallauris - byen som Picasso gjorde berømt og det er man ikke i tvivl om. Han boede her fra 1948 til 1955 og i den periode lavede han adskillige skulpturer, bl.a. i keramik.
På et af byens små torve , 'Place l'Homme au Mouton', står der en statue af en mand med et får i armene. Titlen på statuen er 'L'Homme au Mouton' - 'Manden med fåret' - den er bl.a. lavet af Picasso.

'Manden med fåret' - skulptur af Picasso.

  
Keramikfigur  - dog ikke af Picasso.

Ved det lille torv med Picasso´s skulptur, ligger der også en lille kirke - 'Eglise Sainte-Anne / Saint Martin'. Den har faktisk to navne, fordi der oprindelig var to kirker, som blev erstattet af denne ene, i perioden 1839-1882. Den er ganske undseelig ude fra, men indvendig en den meget enkel og smuk.

Ikke langt fra 'Place de l'Homme au Mouton' ligger Picasso museet ved 'Place de la Libération'.  Dvs. der er faktisk tre museer i samme bygning, nemlig: 'Musée Magnelli', 'Musée de la Ceramique' og endelig 'Musée National Picasso'. Her er der mulighed for at se mange af Picasso´s værker, samt en masse keramikkunst.

Vi var ikke der inde, men når man ser ind gennem porten til museerne, kan man se det store, flotte keramikkunstværk på væggen, lavet af kunstneren Ysegul Irene.

'Place de la Libération' med porten til højre.


Kunstværket af Ysegul Irene, set gennem porten.

Efter denne rundtur kører vi hjem til lejligheden og eftermiddagen rundes af med en tur i vandet.

Slut på strandpromenaden.


Det er dog så varmt, at det ikke er til at holde ud at være alt for længe ved stranden, så vi trækker hjem på terrassen for at blive kølet lidt af og få os en kop kaffe.
Efter aftensmaden strækker vi benene på en tur hen ad strandpromenaden, som stadig emmer af sol og varme. Alt i alt en rigtig dejlig dag, med mange nye indtryk, som nu skal have tid til at bundfælde sig.


*   *   *

Vi har set frem til et gensyn med Nice, som vi ikke har besøgt siden 2010, så dagens program hedder ganske enkelt Nice og det kan ikke svare sig at vente på at vejret skal blive lidt overskyet og dermed tage toppen af varmen.

Vi vil tage toget derind og heldigvis er der ikke ret langt over til stationen. Men allerede da vi skal købe billetter i automaten, går det galt. Automaten vil ganske enkelt ikke acceptere nogle af vore Visa kort og køen til billetlugen er lang. Øv.

Heldigvis er der en jernbanefunktionær som kommer os til hjælp og i aller sidste sekund får vi billetterne og når at komme med det tog vi havde planlagt.

Det er ikke morsom at skulle løbe i sådan en varme, men da vi først sidder i toget og kan slappe af, nyder vi det. Det er dejlig svalt i toget og vi kan nyde turen, uden at skulle spekulere på trafik, køkørsel langs kystvejen, parkeringspladser o.lign. Ren afslapning.

Efter en halv times kørsel, bliver vi sat af på banegården i Nice, lige inde i centrum. Det kunne simpelthen ikke være nemmere og mere behageligt.
Som noget af det første, vil vi besøge den russiske katedral, som efter sigende skulle være meget smuk. Og det må vi sande, den er virkelig smuk. Vi måtte desværre ikke tage billeder indenfor, så dem må I undvære, men den er lige så smuk indenfor, som den er udenfor.

Den russiske katedral.

Herefter går turen gennem byen med de mange smukke bygninger, ned til Promenade des Anglais og videre til blomstermarkedet.
Under vejs finder vi et hyggeligt sted, Lou Kalu, som ligger i Rue Saint-François de Paule 12, hvor vi får os en dejlig kold fadøl og en pastis.


Blomster-og frugtmarkedet.


På vej til den gamle bydel.


Det svalende springvand ved 'Place Masséna'.

Så går vi rundt i 'Veille Nice' - det gamle Nice - med de hyggelige gader og gamle huse og til sidst ender vi på Brasserie Le Flore, i Cours Saleya 9, hvor vi får os en dejlig frokost. Nu er vi rustede til at gå videre og vi får et gensyn med 'Place Masséna', hvor både børn og voksne plasker rundt i springvandet for at blive svalet bare lidt af.

Vi begynder så småt at bevæge os hjemad og går ad Avenue Jean Médicin, hvor der ligger den ene flotte forretning efter den anden. Vores tog kører 14:27 og vi når stationen i god tid. Omkring klokken 15:00 er vi så tilbage i Juan-les-Pins, hvor vi tilbringer resten af dagen på terrassen, slapper af og nyder dagens oplevelser.

*   *   *


Så er det blevet torsdag.

I går, onsdag, var det ren afslapning med nogle ture til stranden for at bade, lidt spadsereture på strandpromenaden og et glas fadøl, eller to, på vores stamcafé.

Det er sidste dag i Juan-les-Pins og vi vil slutte af med en tur ind til Antibes. Vi tager bussen derind, det koster ikke ret meget og tager ikke ret lang tid, så igen kan det ikke betale sig at tage bilen, som bliver stående i garagen.
Vi går rundt i de gamle gader og nyder atmosfæren og på et tidspunkt sætter vi os, for at få slukket tørsten. Mens vi sidder dér, kommer der en typisk fransk gademusikant forbi og spiller noget rigtig dejligt musik. Vi nyder det og som tak for at få lov til at tage nogle billeder af ham, får han lidt euro, så han kan opretholde sin levestandard.

Så er det tid til at komme videre og vi kommer nu forbi det store torv, hvor der er marked og på vores vej ned mod havnen, kommer vi forbi endnu et marked - det traditionelle lokale marked - som er ret imponerende. Det ligger i Court Masséna.

Vi fortsætter videre ned af Rue Aubernon og går gennem porten, så vi kommer ud til havnen. Herude på en mole, står skulpturen  'Le Nomade', som er lavet af kunstneren Jaune Plensa. Desværre finder vi ikke den rigtige vej helt ud til skulpturen, så vi får kun set den på afstand, men den er alligevel imponerende, som den står dér og skuer ud over vandet.


Antibes.

  
"Vores" musikant.


Antibes.

  
Antibes.

Det traditionelle marked.

  
Det traditionelle marked.


Skulpturen 'Le Nomade'.

  
'Libraire de Musée Picasso'.

Lidt skuffede over at vi ikke kom helt ud til skulpturen, går vi tilbage langs med vandet og kommer ned til 'Librairie  de Musée Picasso', hvor Picasso på et tidspunkt har haft atelier. Da han rejste, skænkede han en del af sine værker til byen, som nu har lavet et museum.
Lige ved siden af 'Librairie  de Musée Picasso', ligger katedralen. Vi går ind og ser den,  men den er bestemt ikke imponerende.

Nu går vi tilbage mod centrum, for at finde et sted, hvor vi kan få lidt frokost. Under vejs kommer vi gennem Rue Sade, hvor der ligger en hatteforretning, helt nøjagtigt i nr. 6.
De handler udelukkende med sommerhatte og her er jeg inde for at se om de skulle have en bestemt slags, som jeg er ude efter. Jeg har ledt højt og lavt efter en bestemt type hat, men aldrig fundet den nogle steder.

Men sandelig om de ikke har den her. Jeg synes nu godt nok at prisen er lige lovlig høj, så jeg skal nogle gange rundt om mig selv, før jeg køber den.
Nu har jeg ro i sjælen og vi kan begynde at se os om efter et hyggeligt sted, hvor vi kan få lidt frokost. Dét finder vi i Rue Clemencau.

Det har været en rigtig dejlig oplevelse at gå rundt i Antibes. Efter at have spist frokost, tager vi tilbage til Juan-les-Pins og på vores vej tilbage til bussen, falder vi over et 'Parkering forbudt' skilt, som nogle sikkert kunne lære noget af. Teksten siger i alt sin enkelthed: 'Hvis du tager min plads, skal du også tage mit handicap'.


Skiltet med stof til eftertanke.


Vel tilbage i lejligheden, bruger vi resten af dagen til at få samling på vores forskellige ting. Vi skal være ude af lejligheden i morgen klokken 10:00 og derefter sætter vi kurs mod Italien, hvor vi skal være det næste stykke tid.

Da vi her på den sidste aften sidder på terrassen med den traditionelle kaffe og brandy, kan vi ikke lade være med at tænke på, at der faktisk har været meget underholdning at se på i ugens løb.

Lejligheden ligger som tidligere nævnt på 6. sal, så vi har en pæn udsigt til mange ting. Bl.a. en lille vej neden for bygningen, hvor man kan parkere uden at skulle betale.
At se franske bilister parallelparkere deres biler, er ganske enkelt helt utroligt. Når de er færdige - og de kommer ind på plads første gang, vel at mærke - så er der ofte kun plads til en aftenudgave af Berlingske Tidende, som man siger. De holder så tæt på både den foran holdende og bagved holdende bil, så man dårligt tror sine egne øjne.

Danskerne vil aldrig parkere på så lidt plads og det hænger formodentlig sammen med, at herhjemme passer vi væsentlig mere og bedre på vore biler, end franskmændene, som ikke er bange for små buler i deres biler.

En dag så vi en gadefejer, som gik og fejede på en parkeringsplads, som vi også havde udsigt til. Han gik rund med sin lille vogn og samlede papir m.m. op.

Da han kom til noget der lignede og lød som porcelæn, mente han åbenbart, at det var for tungt til hans lille vogn, så han fejede det pænt sammen - og skubbede det så ind under en parkeret bil...!!! Vi må håbe, at danske gadefejere ikke opfører sig på samme måde.

Dyrelivet kan vi også følge godt med i.!  Hele tre fede og velnærede rotter så vi i fast rutefart mellem nogle buske på den anden side af gaden og ned til ejendommen ved siden af vores, hvor der tilsyneladende bor en ældre mand.

Om han er klar over at han har tilhold af rotter, skal jeg lade være usagt, men om et par måneder er han ikke i tvivl.!

Billedet er heldigvis taget fra 6. sal, men der er ingen garanti for, at de ikke kan komme på besøg så højt oppe.

Én af de famøse rotter.

En helt anden ting vi som danskere skal vænne os meget til hernede, er, at franske bilister holder tilbage for folk som står og venter på at gå over ved et fodgængerfelt.

Det er vi bestemt ikke vant til hjemmefra, så bykørsel her nede i det sydlige giver mange start/stop foruden lyskrydsene.

I det hele taget virker det, som om franskmændene er blevet noget mere afdæmpede i deres trafik og det kan da også måles på antallet af trafikdræbte, som er faldet en hel del de senere år.


Jens Rostgaard Gjerløv.                                  
August 2019.






Rejsebrev fra Italien 2019.
Af Jens Rostgaard Gjerløv.

 Gardasøen og Berlin.



Udsigt over Gardasøen med Monte Baldo i baggrunden.


I dag skal vi videre til Italien - nærmere betegnet Gardasøen - hvor vi skal være de næste 8 dage.

Efter at have afleveret nøglerne til lejligheden, hvilket medførte noget turbulens ligesom da vi kom og skulle have udleveret nøglerne, forlader vi Juan-les-Pins omkring klokken 10:00 og med et sidste blik på vores lejlighed nedefra, sætter vi kurs mod Italien.

Som altid er vi betaget af den flotte motorvej langs Middelhavskysten, vi bliver aldrig trætte af at køre her. Den ene tunnel og bro afløses af den anden og ind imellem kan man se Middelhavet ude til højre. Vejen er virkelig imponerende og det er ikke så mærkeligt, at det er en dyr strækning at køre på.

Vores lejlighed, den 2. øverste til højre.

Omkring 20 kilometer før Genova, begynder vi at køre mod nord, fordi vi skal op til Lazise som ligger ved Gardasøen.


Mindestenen over den unge mand.


Lidt syd for Brescia kører vi ind for at tanke og her ser vi en mindesten for en ung mand. Stenen og en stang med en masse halstørklæder, står lidt umotiveret på et lille stykke græs. På tavlen er der et billede af den unge mand og en inskription med ordene: "Tone sempre con noi curva nord Brescia". Frit oversat betyder det sådan noget lignende som "Vi vil altid huske dig ved vejsvinget nord for Brescia".

Tilsyneladende er den unge mand kørt galt i et vejsving og slået sig selv ihjel og så har hans venner opsat denne mindesten.

Bortset fra den flotte motorvej og mindestenen, er det en begivenhedsfattig tur og vi er fremme på campingpladsen ved Lazise sidst på eftermiddagen. Vi er heldige at få et rækkehus samme sted som sidst vi var her og det betyder, at vi kan holde tæt ved huset, når vi skal bære vores ting ind.

De små rækkehuse hvor vi bor.

Undervejs har vi handlet ind til aftensmad - ost og rødvin - som bliver nydt i 34° varme på terrassen.

Det er dejligt at være fremme og nu ser vi frem til en uge hvor vi ikke skal lave andet end slappe af.

*   *   *

I nat har det både regnet og tordnet. Alligevel vågner vi tidligt, men i forholdt til nætterne i Juan-les-Pins har natten været dejlig stille og rolig, regn og torden til trods.

I dag er ligeledes bilfri (ligesom i Juan-les-Pins) på grund af turen i går.

Eneste undtagelse er en meget lille tur til Lidl, hvor vi handler ind til de næste dage.


En rigtig flot solnedgang over Gardasøen.


Ellers bliver dagen brugt på at slappe af, læse bøger og gå en tur rundt på pladsen som er temmelig stor. Vi venter også på, at der skal komme et voldsomt tordenvejr, men det bliver vi desværre snydt for.
Til gengæld kommer solen frem igen og om aftenen, da vi sidder på terrassen og nyder vores aftenkaffe med 'avec', oplever vi en utrolig flot solnedgang over Gardasøen.

Alt i alt en dejlig dag. Vi har netop valgt at komme tilbage til Lazise og campingpladsen, fordi vi bare skal slappe af og ikke stresse rundt med at se en masse ting.
Men, selvfølgelig skal vi en tur til Malcesine og spise frokost og en tur til Peschiera og drikke kaffe, selv om vi har været der adskillige gange, men sådan er dét. Gensynets glæde kan også være stor og så er der jo også lige det med solen og varmen, ikke at forglemme. Det sidste kommer vi så til at mærke virkelig meget til, men det véd vi ikke endnu.

*   *   *

Nu følger der nogle dage med ren afslapning. De fleste formiddage går vi en tur ind til Lazise, inden det bliver for varmt. Vi går ad stien som ligger helt nede ved søbredden. Det er en rigtig dejlig tur. Der er ca. 3 kilometer ind til Lazise og undervejs kommer vi forbi en del campingpladser og selvfølgelig også badestrande.

Det er rigtig afslappende at gå langs med søen. Det har den fordel, at det lufter lidt og skulle man få lyst til at svale fødderne i søen, er den jo lige ved hånden.


Gardasøen med spadserestien til højre i billedet.

  

Den "amerikanske" strandbar.


Der er også mulighed for at gå langs med landevejen, men det er ikke videre behageligt, da der ikke er fortov hele vejen og der er en voldsom trafik, så det kan bestemt ikke anbefales.

Skulle man trænge til en forfriskning undervejs og ikke kan vente til man kommer ind til Lazise, står der ca. halvvejs til byen, en gammel amerikansk campingvogn, der er indrettet som strandbar, med pallemøbler, parasoller og hvad der ellers hører til.

Vi har godt nok ikke benyttet os af dét, vi vil hellere sidde nede ved strandpromenaden i Lazise på vores foretrukne  "vandingssted" - 'Bar Gelateria Al Porto' - og se på det leben der er dér.
Lige foran os lægger de forskellige turistbåde nemlig til og lidt længere henne til højre, skal en masse turister (specielt kinesere, formoder jeg) have taget et "kineserbillede" foran to bronze skulpturer af Romeo og Julie. Så ja, der er hele tiden en masse at se på og forundres over.

Her gør vi i øvrigt en god gerning. Ved siden af os sidder der en familie med børn og da vi tilbyder dem vores skål med chips som vi ikke selv spiser, bliver børnene mere end glade. Nogle gange skal der ikke så meget til.

Efter at have slukket tørsten og været en tur rundt i byen, vender vi næsen hjemad. Men inden vi forlader byen, skal vi lige et smut ind og se hvordan der ser ud inde i kirken. Det er en svaghed vi har. Vi skal altid ind at se kirkerne de steder vi er og det til trods for, at vi bestemt ikke er religiøse eller på anden vis går op i religion. Vi ser det udelukkende som noget


 'Bar Gelateria Al Porto' i Lazise.
   

Romeo og Julie på strandpromenaden i Lazise.

 
Kirken i Lazise.

  

Vejen med den stejle stigning.


arkitektonisk eller kunstnerisk, om man vil. Udvendigt gør kirken ikke noget stads af sig selv, men indvendig er den meget smuk.

Turen hjem går også langs søen og vi er som regel tilbage på pladsen lidt over middag, inden der bliver skruet helt op for varmen.
Vores hus ligger temmelig højt på pladsen, så den allersidste del af turen går op ad en lang bakke med 20% stigning. Når først det bliver rigtig varmt, er det noget der "trækker tænder ud", at skulle op ad den.

*   * 

Her til formiddag tager vi en tur til Peschiera, inden det bliver alt for varmt.
Ikke fordi der er noget nyt at se, men bare for at få et gensyn med byen og få en kop kaffe.
Det er egentlig en ganske hyggelig by, selv om den er meget turistet.

Den ligger jo i bunden af Gardasøen og er gennemskåret af nogle kanaler, som er med til at gøre den ekstra hyggelig, nogle vil måske sige mere romantisk, men døm selv.

Efter pause med kaffe og brioche, samt en tur rundt i byen, som for det meste består af tøjforretninger og spisesteder, vender vi tilbage til campingpladsen.

Her tilbringes eftermiddagen i ro og mag, kun afbrudt af ture i swimmingpoolen for at blive kølet lidt af.


Kanalerne i Peschiera.

  
Kanalerne i Peschiera.

De sidste par dage har temperaturen her sidst på eftermiddagen ligget på omkring 35°, så det er efterhånden ved at være temmelig varmt. Normalt har vi grillet udenfor, men nu overvejer vi kraftigt at spise indenfor, hvor der er aircondition og en mere behagelig temperatur.

*   *   *

I dag, onsdag, er der marked i Lazise, så vi er tidligt oppe for at være inde i byen i god tid. Dels inden der kommer alt for mange mennesker, dels inden det bliver for varmt.
Det tegner til at blive endnu en varm dag, for allerede klokken 07:00 er temperaturen oppe på 25,8°, så inden vi går ind til Lazise, køber vi ekstra vand. Der går virkelig noget til i den her varme.

Da vi kommer ind til Lazise, finder jeg 'Bar Gelateria Al Porto' hvor jeg slår tiden ihjel med et stort krus fadøl og ser på menneskemylderet, imens Helle hjemsøger tøjbutikkerne. Da jeg noget senere bliver nødt til at bestille fadøl nummer to, får jeg bange anelser - der bliver vist handlet meget tøj.

Efter et stykke tid dukker Helle frem af menneskemylderet og har ganske rigtig købt tøj. Det har været hårdt at handle tøj, så nu trænger hun til en Aperol Spritz,  imens jeg drikker det sidste af min øl.
Vi har besluttet, at i dag tager vi shuttlebussen tilbage til campingpladsen, så da vi har drukket ud, går vi ud til bussen og er så heldige, at den kører umiddelbart efter vi har sat os ind.

Som sagt er det igen en varm dag og i eftermiddag er temperaturen steget yderligere og er nu oppe på 36,2°, så i aften bliver der spist indenfor i behagelig temperatur.

*   *   *

Det bliver varmere og varmere. Her til morgen er temperaturen allerede oppe på 27° men vi beslutter os alligevel for at køre til Malcesine.

Byen er som altid et gensyn værd og til trods for at vi har været her flere gange, finder vi stadig nogle nye steder.

Hyggelige huse, hyggelige gader og flotte udsigter. Vi ser også nogle badende, som tilsyneladende har fundet deres helt eget badeparadis.

Den hyggelige by Malcesine.


Udsigt over Gardasøen.
   

Et paradis for badende.


Udsigt over Gardasøen.



Torvet i Malcesine.


Da vi er færdige med vores rundtur i byen, bliver frokosten sædvanen tro, indtaget på byens lille og meget hyggelige torv.

Samtidig er der rig lejlighed til at betragte de mange mennesker der kommer forbi. En sand folkevandring af alle mulige folkeslag, lige fra kinesere som er fuldstændig dækket til for ikke at få sol, til skotter i kilt.

Så kom temperaturen over 40º.

Efter vel overstået frokost, kører vi tilbage til campingpladsen, hvor vi hurtigt får badetøjet på og kommer ned i swimmingpoolen til afkøling.

Da vi senere sidder på terrassen med et glas kølig rosévin, hører vi for første gang cikader. Det er mærkeligt, at vi ikke har hørt det tidligere, for det siges, at de først "larmer", når temperaturen er omkring 25° og opefter.

Omkring klokken 18:00 er temperaturen kommet op over 40°, så vi spiser inden for i dag. Puh ha, det er bare for meget.

*   *   *

Så er det blevet sidste dag på 'Piani di Clodia' og dagen bliver brugt på at vaske lidt tøj, få styr på huset, så småt pakke bilen og ikke mindst bade i swimmingpoolen.

Så har vi i øvrigt gået og undret os meget over, at vi næsten hele ugen har været alene, på nær fire andre familier, i den lange række af huse. Vi kan ikke blive kloge på, om det skyldes de forholdsvise høje priser, at skoleferien endnu ikke er startet eller om danskerne prøver at blive hjemme i år.
Det flotte vejr sidste år, kan måske godt have givet mange lyst til at tage chancen og holde ferie i Danmark.

Til gengæld skal vi ikke beklage os over det manglende opbud af feriegæster, for der har været helt utrolig stille og roligt og det har vi nydt i fulde drag.

Her hen sidst på eftermiddagen er temperaturen igen oppe over 40°. Vi har ellers aftalt, at vi vil gå ind til Lazise og spise i aften, men med de varmegrader, springer vi dét over og bliver i stedet for hjemme og spiser inden døre, hvor der er behagelig køligt.

Vi skal selvfølgelig have vores traditionelle kaffe og 'avec' om aftenen og igen kan vi glæde os over en utrolig flot solnedgang. Denne gang  noget anderledes end for nogle dage side.

Endnu en flot solnedgang.

I aften er der underholdning på pladsen. De kalder det 'Queen, the movie'.

Det er campingpladsens ansatte som står for underholdningen og da vi godt kan lide meget af Queens musik, har vi tænkt os at gå derned og høre lidt god musik, samt få nogle krus fadøl og nogle drinks.

Vi bliver ikke skuffet. Det er Queens musik de bruger som playback og de gør det virkelig godt.

Der er mødt utrolig mange op til forestillingen og der er en fantastisk stemning i den varme aften. Klokken 23:00 er det slut og det har været en dejlig afslutning på en pragtfuld uge her på pladsen.

De mange forventningsfulde tilskuere.

  
"Queen giver den hele armen".


Der er fuldt hus på tilskuerpladsen.

I morgen skal vi så videre og igen i år, vil vi besøge Berlin på vejen hjem.

*   *   *

BERLIN

Efter at have været til bageren for at købe croissanter til vores kaffe undervejs og pakket det sidste i bilen, tjekker vi ud fra campingpladsen og det går som sædvanlig nemt og smertefrit.

Klokken 08:15 er vi således på vej nordpå og det er meningen, at vi skal overnatte i Regensburg, på vejen til Berlin.

Der er meget tæt trafik og vi kommer kun langsomt fremad. Omkring klokken 13:45 kører vi ind i Tyskland og først nu løsner det op fra trafikken.

Sidst på eftermiddagen når vi til Regensburg og vi finder hurtigt vores hotel - vi har tidligere boet her - så det går meget nemt.

På vej mod flotte landskaber.

Vi trænger til at strække benene oven på dagen køretur, så vi går en tur over i det nærliggende center,

'Regensburg Arkaden'. Eftersom det er omkring 30° og vi er tørstige, leder vi efter et sted hvor vi kan få en fadøl og et glas vin, så vi kan skylle rejsestøvet af os.

Efter at have søgt længe finder vi en sushibar - hrmmm - , hvor det efter en del snakken frem og tilbage, lykkes os at få en kold øl, samt et rimelig ubestemmeligt glas "rødvin".

Hvad den såkaldte "rødvin" er, finder vi aldrig ud af mens vi sidder der, men glasset bliver efterladt halvfyldt.
Senere finder vi ud af, at det er dét tyskerne kalder for 'Rotwein-schorie', en blanding af rød-eller hvidvin sammen med "mousserende" mineralvand af ubestemmelig karakter, ca. halv af hver.

Det er noget tyskerne åbenbart finder dejligt på varme dage, men her bliver glasset altså efterladt halvfyldt og vi er en morsom oplevelse rigere.

*   *   *

Efter et solidt morgenmåltid, gør vi klar til sidste del af vejen til Berlin. Da vi har pakket og skal ned med vores bagage, virker elevatoren ikke og vi har ikke meget lyst til bare lige at gå ned.

Hver gang vi trykker på elevatorknappen, kan vi høre en frygtelig larm nogle etager højere oppe. Da dette har gentaget sig 5-6 gange, bliver vi enige om, at skulle elevatoren alligevel komme, vil vi ikke risikere at tage den ned.

Altså begiver vi os ned ad trapperne med vores halvtunge kufferter. Da vi kommer ned i receptionen gør jeg opmærksom på, at elevatoren tilsyneladende ikke virker. Receptionisten virker rimelig uinteresseret i oplysningen og lidt efter kommer der da også en rengøringsdame med rekvisitvogn ned med elevatoren.
Stor er vores forbavselse og det viser sig, at rengøringsdamen har blokeret dørene til elevatoren, mens hun har været inde at gøre rent på et værelse.
Da vi gør opmærksom på, at dette ikke er 'godt nok', får vi kun et skuldertræk som svar, ikke engang en beklagelse. Så meget for dét.

Vi får startet op og kører mod Berlin, som vi når midt på eftermiddagen i 39° varme. Vi forventer, at vi kan komme direkte til vores hotel i år, i modsætning til sidste år.
Sidste år var der 'Gay-parade' i Berlin og hele Kurfürstendamm m.m. var spærret af i den anledning. Da vores hotel ligger nord for Kurfürstendamm og vi kommer sydfra, ja, så kunne vi ikke komme over på den anden side, uden at skulle køre en gevaldig omvej.
I år er Kurfürstendamm heldigvis ikke spærret, men da vi kører ned mod Kurfürstendamm hvor vi skal dreje til højre, er de sidste ca. 100 meter af vejen spærret i form af 'Indkørsel forbudt', på grund af vejarbejde og vejen er blevet énsrettet - imod os!

Nu sker der altså dét, at jeg uheldigvis får et "blackout" og hverken kan læse eller forstå tysk, endsige forstå færdselstavler. Da der ikke er nogen modkørende og vejen ikke er særlig lang, benytter jeg mig af mit "blackout" og skynder mig gennem gaden - og slipper godt fra det - og drejer til højre ud på Kurfürstendamm. Puh ha.

Lidt længere fremme skal vi så til venstre - og tro det eller lad være - her er også vejarbejde, så jeg kan ikke svinge til venstre. Da mit "blackout" stadig ikke er ophørt, drejer jeg alligevel til venstre og krydser således vejen, på noget der formodentlig er en blanding af cykelsti og forgængerfelt. De få fodgængere der er der, virker meget forstående og vi slipper helskindet over vejen - og så er vi fremme ved vores hotel.

Det er nok et stunt jeg ikke skal prøve hver dag.!

Bilen bliver parkeret og nu skal den ikke bruges, før vi skal videre. Vi har oprindelig bestilt tre overnatninger her i Berlin, men vi har besluttet os for kun at tage to overnatninger. I stedet flytter vi den tredje overnatning til Flensborg og får hotellet til at bestille et værelse til os dér, for så vil vi tage hjem over Fyn og samtidig lige få et gensyn med Flensborg.
Så er dét på plads. Vi får båret vores ting op og begiver os ud i byen for at finde et sted, hvor vi kan få et velfortjent glas øl. Det er trods alt 39° så det kan ikke være storhed at slukke tørsten.


Så får vi slukket tørsten - hvidvin og Berliner Kindl.

Og hvor er det bedre at gå hen, end til  'Alt-Berliner-Biersalon',  som ligger på Kurfürstendamm nummer 225.

Det er et sted vi vender tilbage til, hver gang vi er i Berlin. Her er god betjening og normalt er der et gevaldigt leben af fodgængere, som det er meget morsomt at sidde og iagttage.

'Alt-Berliner-Biersalon'.

  
"Udsigten" fra 'Alt-Berliner-Biersalon'.

Men i dag, hvor det dels er søndag, dels er næsten 40° holder rigtig mange sig inden døre og dem der alligevel vover sig ud, holder sig tæt ind til bygningerne, hvor der er bare et minimum af skygge. Det ses også på billederne, der er ingen der skal frem i forreste række og sidde i solen.

Det er så småt ved at være spisetid og snakken går lidt frem og tilbage, med hensyn til hvor vi skal spise. Vi skal køre videre på tirsdag, så det vil sige, vi skal spise middag to gange her i Berlin.

Valget står mellem to steder, hvor vi har været flere gang tidligere og derfor kender godt. Nemlig 'Faustus Schnitzelhaus' på Wittenbergplatz 2, eller 'San Marino' på Savignyplatz 12.

Begge steder har vi fået god mad og god betjening til en rimelig pris, så det er de to steder der er i spil.

'Faustus Schnitzelhaus' på Wittenbergplatz 2.


Førstedagsvalget falder på 'Faustus Schnitzelhaus' på Wittenbergplatz 2. Det ligger stort set på vejen tilbage til hotellet og så skal vi ikke gå så langt i varmen. Så gemmer vi 'San Marino' til i morgen, der er et pænt stykke vej at spadsere dertil og i morgen skulle det ikke blive lige så varmt som i dag.

'Faustus Schnitzelhaus' er ikke noget stort, fint og flot spisested, men vi befinder os godt og får som sædvanlig noget dejlig mad.

Vi er mere end mætte efter at have sat maden til livs, så hvorfor ikke slutte af med en kop kaffe med brandy, som kan hjælpe lidt med fordøjelsen.

Som tænkt, så gjort. Brandyen bliver dog ikke serveret lige så "kunstnerisk" som sidste gang vi spiste her, men lad gå, både kaffe og brandy smager stadigvæk godt.

Så er vi klar til dagens middag.


Vores dessert - kaffe med 'avec'.

Mætte og veltilpasse beslutter vi at gå tilbage til hotellet og blive svalet af. Vi føler stadig, at temperaturen er et pænt stykke over de 30°, så hotellets værelse med aircondition er et stort ønske lige nu.

I morgen, skal vi så ud at se, om Berlin endnu engang har noget at byde på, som vi ikke kan undvære og bliver nødt til at tage med hjem til Danmark.

*   *   *

Sidste dag i Berlin for denne gang.

Vi vågner tidligt, måske fordi vi har spist for meget i går aftes, eller også fordi myggene har irriteret os lidt for meget i nat.

Vi har fravalgt morgenmaden på hotellet. Den er alt for dyr og lige på den anden side af gaden, ligger der heldigvis en lille morgenmadscafé, som har åbent allerede fra klokken 06:00. Så kan vi ligeså godt benytte os af den.
I øvrigt småregner det lidt her til morgen, da vi går over for at få vores morgenkaffe med croissant, men det er egentlig dejligt, oven på den voldsomme varme i går.

Det dér med morgenkaffen er dog ikke helt så lige til. Vi skal passe overordentlig meget på, at vi ikke kommer til at dele vores croissanter med en lille flok frygtløse gråspurve, som holder til ved bordene udenfor.
Når de kan se deres mindste snit til det, kommer de som sådan nogle bedre kamikaze piloter og lander i et ubevogtet øjeblik på tallerknerne rundt omkring  og tager for sig af retterne.


De små charmerende tyveknægte.


Ret irriterende, men samtidig også ret morsomt og vi kan ikke lade være med at more os over dem.

Resultatet er da også, at de får den ene spids af vores croissanter, som øjeblikkeligt bliver bortført af de hurtigste af dem.

Så starter dagen ellers med at købe et Tageskarte til busserne og U-bahnen, så vi kan bevæge os nogenlunde frit omkring.

Nu bliver de forskellige tøjforretninger og stormagasiner rundt omkring i byen hjemsøgt i jagten på noget tøj og nogle sko, som falder i vores smag og vi ikke kan undvære. Efter besøg i et utal af forretninger, lykkes det heldigvis at finde begge dele.

Som altid, når vi er i Berlin,  skal vi ned på Hackescher Markt og have en fadøl på 'Weihenstephaner', et af de ældste ølhuse i Berlin. Det hører ligesom med til nogle af de ritualer vi har rundt omkring.

Vi får vores øl og på vejen tilbage til Alexanderplatz, får vi lige lidt frokost på 'Kantina Deluxe', inden vi tager U-bahnen tilbage til Kurfürstendamm.

Efter et sidste besøg i nogle forretninger i denne ende af byen og endnu et besøg på 'Alt-Berliner-Biersalon', går vi tilbage til hotellet med vores indkøbsposer og benene får langt om længe et velfortjent hvil.

Da spisetiden nærmer sig og vi har et stykke vej at gå ud til Savignyplatz, må vi hellere se at komme af sted. Undervejs kommer vi forbi Breitscheidplatz ved Gedächtniskirche, hvor terrorangrebet fandt sted i julen 2016.

Det er trist at se hvordan pladsen i dag er terrorsikret med store betonklodser og diverse piller.

Man har prøvet at gøre det så nænsomt som muligt, men det er bestemt ikke lige kønt alle steder og desværre er det nødvendigt i vore dage.


Terrorsikringen af Breitscheidplatz i Berlin.


Terrorsikringen af'Breitscheidplatz i Berlin.
  
   
Terrorsikringen af Breitscheidplatz i Berlin.


På selve pladsen bliver der stadig lagt blomster og sat lys og billeder af ofrene fra dengang og man har lagt en kobber-eller bronzestribe ned i grunden, som formodentlig skal symbolisere det blod der uden tvivl har flydt på pladsen.


Alt i alt en trist påmindelse om vores skrøbelighed i almindelighed og den tid vi lever i, i særdeleshed.



Breitscheidplatz i Berlin.

  
Breitscheidplatz i Berlin.


Nå, sulten minder os om, at vi skal videre. Vi skal et pænt stykke ud af Kurfürstendamm for at komme til Savignyplatz, hvor vi skal spise.
I dag er det heldigvis ikke lige så varmt som i går, i dag er det "kun" omkring 28° og forholdsvis hurtigt er vi ude ved Savignyplatz og 'San Marino'. Vi får et godt bord og nyder at sidde udenfor at spise i en behagelig temperatur.
Efter et dejligt måltid mad, beslutter vi at gå hjemad og springe kaffe og 'avec' over på 'San Marino'. I stedet vil vi gå ind på 'Alt-Berliner-Biersalon', som vi jo kommer forbi og så få vores kaffe og 'avec' dér.

Som sagt, så gjort. Det bliver så sidste gang vi sidder her og se ud på de forbipasserende for denne gang. Så bliver det spændende at se, hvornår vi igen kommer til Berlin, men forhåbentlig varer det ikke alt for længe - Berlin er altid et besøg værd.

Da vi nærmer os hotellet, kommer vi forbi 'Restaurant Noah´s' som ligger lige ved Wittenbergplatz, helt nøjagtig på adressen Ansbacher Strasse 21.

Vejret er stadig pragtfuldt og vi kan ikke lade være med at sætte os ned og få en sidste fadøl i Berlin og nyde den gode aften, inden vi kører videre i morgen. Her får vi alle tiders øl. Kreutzberger Nacht, en dejlig mørk øl, som det helt sikkert ikke er sidste gang vi skal smage.

Mens vi sidder og nyder den sidste øl, filosoferer vi over dagens oplevelser og kan blandt andet se, at vi faktisk har gået 14,1 kilometer på hele dagen. Der er meget godt "gået", på sådan en varm dag. Men, vi har heller ikke gået så hurtigt og der har været en del "pitstop" undervejs.

Således tager vi afsked med Berlin for denne gang, med en stille bøn om, at vi snart må vende tilbage.

*   *   *

Nu lakker ferien virkelig mod enden. Vi er på vej til Flensborg, som vi også vil have et gensyn med, når vi alligevel kommer forbi og så tager vi vores sidste overnatning på ferien her.

Der er lige lidt problemer med at komme ind på hotellet da vi ankommer til byen, men det bliver løst. Vi har heldigvis et reservationsnummer, så efter at have stået i kø sammen med andre, som heller ikke kan komme ind, lykkes det endelig.

Vi kommer op med vores bagage og vores første mål, er 'Ekstrablatt', hvor vi skyller rejsestøvet af med en øl og et glas vin.

Således rustet, skal vi nu en tur op og ned ad gågaden og snuse i forretningerne. Det kan jo være, at der stadig er et eller andet, som vi ikke kan undvære og det vil da være ærgerligt at komme hjem og opdage dét, ikke?
Resultatet af vores strøgtur udebliver da heller ikke. Jeg finder at par rigtig flotte sko, som jeg ganske enkelt må eje.

Så tilbage til hotellet, hvor vi lige slapper lidt af, inden vi skal spise. I går ringede jeg til 'Alte Senfmûhle' som ligger på Holmhof 45, og bestilte bord til i aften. Det gør man klogt i, såfremt man ikke vil gå forgæves.

Det er vores faste spisested når vi er i Flensborg. Det er et rigtigt hyggeligt sted, hvor man spiser godt, der er en god og venlig betjening og så er det til en rimelig pris. Alt sammen sehr gemütlich.


Den hyggelige 'Alte Senfmühle' i Flensborg.

Aftenens menu skal som sædvanlig være wienerschnitzel og dertil et stort glas fadøl. Og vi behøver ikke være bange for, at vi går sultne fra bordet.

Det er nogle overdådige portioner de serverer og som en gestus fra kokken, er der næsten altid en lille appetitvækker, i form af små kulinariske overraskelser. Traditionen tro, slutter vi aftenen af med en irsk kaffe - og så kan vi heller ikke klemme mere ned.
  
Nu er der ikke så meget mere at berette om ferien i år. I morgen tager vi hul på det sidste "lille" stykke vej til Næstved og så kommer vi forhåbentlig hjem til en dejlig dansk sommer.


Jens Rostgaard Gjerløv.
August 2019.

*   *   *