Frankrig - Italien - Tyskland.
2025.

"Down memory lane”.

Hele rejsebrevet med mange billeder, kan ses her: 
www.gjerlov.org/rejsebrev_2025_fr_it_ty 

Nu er tiden kommet til, at vi skal en tur ned ad "Memory Lane". Det har ikke kunnet lade sig gøre de sidste par år af forskellige årsager, men i år er det endelig lykkedes for os.

Nu skal man aldrig smække med en dør, som man måske skal ind ad igen og dét, at vi skal en tur ned ad "Memory Lane", kan godt tolkes som om det måske er sidste gang. Men, - det betyder ikke nødvendigvis, at vi ikke kan finde på at gøre det igen. Det må tiden vise og der er både 'for' og 'imod'.

Rigtig mange ting taler 'for' på grund af de mange dejlige oplevelser man kan få sydpå, sammen med sol og varme, dejlig mad og vin plus 'det løse'.
Desværre er der også nogle ting der taler 'imod'. Det er langt at køre og det er efterhånden en halvdyr affære i brændstof og vejafgifter. Trafikken, især i Tyskland, er de senere år blevet voldsom, ikke mindst på grund af de mange lastbiler der efterhånden er kommet på vejene. De 'chikanerer' den hurtigkørende trafik med deres (ofte) meget unødvendige og lange "elefantoverhalinger".

Dertil kommer den til tider hensynsløse kørsel, som mange lastbilchauffører udviser. Ganske uden hensyn kører de ud i overhalingsbanerne lige foran personbiler, som kommer bagfra med høj fart.

Et ganske godt eksempel på visse lastbilchaufførers hovedløse kørsel, er en lastbil ude i tredje vognbane (ud af 4) for at overhale, bare fordi den kører en halv kilometer hurtigere i timen end de andre.

 

Men nok om dét

I år starter vi vores ferie den 27. maj.. Det er godt nok lidt tidligt på året, men vi vil prøve at undgå den værste ferietrafik, ligesom vi satser på, at varmen ikke er alt for voldsom. Endelig er der (forhåbentlig) en "sidegevinst" i form af færre turister og dermed også billigere ophold rundt omkring.

Før i tiden var vi ikke blege for at have en dagsmarch den første dag, på 1000-1200 kilometer, så vi var godt og vel halvvejs til Middelhavet. Det krævede, at vi stod op næsten midt om natten og når vi nåede frem til vores hotel sidst på dagen, var vi ikke meget værd.
 Dét er der også lavet om på, så i år har vi ikke en dag med en dagsmarch på mere end 600 kilometer - med undtagelse af 2 dage.

Den første dag kører vi kun til Melsungen, ca. 25 kilometer syd for Kassel, hvor vi skal have vores første overnatning. Det er en "rask tur" på 580-590 kilometer.
Vi er fremme midt på eftermiddagen, hvor temperaturen har sneget sig op på 22°. Noget mere behageligt end de 13° vi havde derhjemme i morges. Efter at have tjekket ind, går vi en tur ned i byen og det er virkelig NED i byen.

Det er en spadseretur på lidt over 2 kilometer og den ligger ca. 65 meter lavere end hotellet. Det er en ganske hyggelig by, men den øl vi havde sat næsen op efter på vejen ned, bliver ikke til noget. Der er ganske enkelt ikke et eneste sted, hvor vi kan købe en øl eller en drink. Alt er lukket. Det er kun muligt at købe is og kaffe og som man sikkert kan forstå, er skuffelsen temmelig stor.

Altså går turen tilbage med uforrettet sag, Igen lidt over 2 kilometer, OP ad bakke og det er en ret hård omgang på grund af stigningen, men heldigvis kan vi få vores velfortjente øl hjemme på hotellet - og den smager godt.

I dag venter der os en "lille" tur på ca. 600 kilometer til vores næste stop, som er Besançon. Dagen starter lidt kedelig, for her til morgen får vi besked om, at vores yngste barnebarn har forstuvet foden til fodbold. Øv.

Vejret er heller ikke rigtigt med os. Det regner en god del af turen og da vi passerer Frankfurt, vælter regnen ned. Frokosten, som er ganske ydmyg, bliver af samme årsag indtaget i bilen. Midt på eftermiddagen bliver det så til noget køkørsel i ca. en ½ time, men på positivsiden er det holdt op med at regne. Omkring klokken 17:30 kommer vi frem til vores hotel i Besançon, igen efter en del køkørsel og regnen vælter igen ned.

Efter at have parkeret bilen i hotellets garage og tjekket ind, beslutter vi at spise i hotellets restaurant "Bistro Regént". Vi har ellers tænkt os at gå ind i den gamle bydel og finde et hyggeligt sted at spise, men de planer ødelægger regnvejret desværre for os.  Endelig falder vi også for et lille ordsprog, der står på væggen i restauranten: "Bonne cuisine et bon vin, c´est le paradis sur terre" - Godt køkken og god vin, det er paradis på jord.

Vi får os et glas vin og en øl inden middagen, til at falde lidt ned på, efter de mange kilometer på landevejen. Menuen til den efterfølgende middag lyder på: beuf, kylling, salat, pommefrites, cremebrület, irsk kaffe, m.m. Glemte jeg at sige, at det er min fødselsdag i dag?

 

Efter en god nattesøvn forlader vi Besançon klokken 08:45 - heldigvis i tørvejr - og sætter kursen mod Vaison-la-Romaine, hvor vi skal tilbringe de næste dage. Det er et gensyn vi glæder os meget til.

Efter Lyon kører vi væk fra motorvejen og kører over på N7, som vi har gjort ved mange tidligere lejligheder. Det er en meget smuk vej der bugter sig langs med Rhône floden og vi har nydt den hver eneste gang.

I dag bliver idyllen dog ødelagt, da vores problemer begynder omkring Valence, på grund af lange bilkøer. Til trods for GPS og gammeldags vejkort, går der godt gammeldags "ged" i den og vi når først frem til Vaison-la-Romaine omkrig klokken 17:30.

 

Vi skal bo i 'Villa Regina' hos Madame Christiane Chouvion-Renynaud, som viser sig at være en utrolig sød og rar ældre dame. Hun har et B&B på 47 Avenue Victor Hugo, kun få minutters gang fra centrum af Vaison-la-Romaine. Og hvilket B&B. En stor, flot villa som er indrettet i 30'er stil med 3 forskellige værelsestyper at vælge imellem. Derforuden er der 2 pavilloner som ligger i haven.

Haven er noget for sig selv, bl.a. med en lille opvarmet swimmingpool og mange små hyggekroge og - noget vi ikke har set tidligere - en kunstig græsplæne. Meget mærkeligt, men et eller andet sted virker det ikke forkert, måske oven i købet hyggeligt.
Vi har bestilt et dejligt stor værelse med eget bad og toilet, samt en (meget) stor terrasse og vi er også så heldige, at vi får plads til bilen i den store garage, så vi ikke har nogen parkeringsproblemer.

Efter at have pakket ud, ringet til Elisabeth og fundet os til rette, går vi en tur ned på det hyggelige torv, hvor vi slapper af med en Aperol Spritz og nyder det gode vejr, stemningen og gensynet med byen. Men lidt efter lidt melder sulten sig, så vi vender næsen hjemad til vores B&B.

Undervejs til Vaison-la-Romaine har vi købt lidt lækkerier ind til vores aftensmad og nu arrangerer Helle et lille, lækkert måltid mad med tilhørende dejlig vin på terrassen Det er en rigtig hyggelig aften på terrassen - og så med ægte sydlandsk varme. Er livet ikke dejligt?

 

Det er nu blevet fredag, hvor vi skal rundt i omegnen af Vaison-la-Romaine og gense nogle af vores "gamle" steder. Vores søde værtinde har lavet en forholdsvis tidlig morgenmad til os, som bliver indtaget i det hyggelige køkken-alrum og omkring klokken 08:30 er vi klar til at tage af sted.

Vi starter med at tanke bilen, hvorefter vi kører til Super U, hvor vi bl.a.  køber nogle specielle oliven, som det ikke er lykkedes os at finde andre steder.
Efter disse absolut nødvendige indkøb, kører vi til Villedieu, en lille by som ligger ca. 7 kilometer nordvest for Vaison-la-Romaine- På vejen ud af byen kommer vi forbi "bagsiden" af den imponerende gamle borg, som ligger højt oppe og tager sig imponerende ud..

I Villedieu skal vi bl.a. ned i caven 'Caveau Les Templiers', hvor vi skal foretage nogle absolut nødvendige indkøb. Efter rigtig mange års bekendtskab med caven, kender vi dens gode vine og skal selvfølgelig have lidt af hvert med hjem.

Efter at have sikret os vin til en god og lang grill sommer på terrassen hjemme i Næstved, kører vi op til det lille torv i Villedieu, hvor vi sætter os og slapper af med en pastis - og en kop kaffe til chaufføren.

Her midt på formiddagen er det stort set kun cykelturister der beslaglægger nogle stole og borde. Helle benytter lejligheden til at føre dagbogen ajour og så nyder vi ellers det gode vejr.

Samtidig kan vi ikke undgå, at tankerne flyver tilbage til de utallige lune og hyggelige aftener vi har tilbragt her på det lille torv sammen med gamle venner og snakket over en kop kaffe og en Vieux Marc (gammel fransk druebrændevin). Det er vemodigt at tænke tilbage på og vi tænker på fraværende venner. 

Men som Egon Olsen siger: "Vi skal ikke hjem, vi skal videre" - og det skal vi også. 

Nu kører vi godt og vel 10 kilometer syd på til Malaucène. Vi har en tradition der går ud på, at når vi er på de her kanter, skal vi en tur op på Mont Ventoux.og denne gang er ingen undtagelse. Fra Malaucène går det stødt og roligt opad de næste ca. 20 kilometer, indtil vi når toppen 1909 meter oppe. Denne gang har vi følgeskab af en utrolig masse cyklister/cykelryttere, som også er på vej op til toppen af bjerget.

Og bedre bliver det ikke, da vi når helt op, der er nærmest kaos med en skøn blanding af cyklister, motorcykler, biler, campere og for det ikke skal være løgn, er der en stor tankvogn, som også skal prøve at komme rundt i de snævre sving. Vi får desværre ikke mulighed for at komme ud og nyde udsigten endnu engang, endsige tage nogle billeder, for alt hvad der hedder parkeringspladser er håbløst fyldt op. Vi har aldrig oplevet noget lignende tidligere og vi undrer os stadig over hvad denne trængsel skyldes.

Da vi kører op til Mont Ventoux tager vi det vi kalder "forvejen", dvs. fra Malaucêne, men da vi ikke kan vende bilen og komme samme vej ned, er vi nødt til at tage det vi kalder "bagvejen" ned. Vel nede fra det kaos der er oppe på toppen, sætter vi kursen mod  Vaison-la-Romaine, hvor vi er tilbage lidt over middag. Bilen bliver hurtigt sat i garagen og så skynder vi os ellers ned på torvet, hvor vi spiser frokost (Ravioli).

Resten af eftermiddagen er sat af til afslapning, for det er efterhånden blevet ganske varmt, små 32º.  Helle er dog lige et smut i Super U for igen at handle lidt lækkerier ind til vores aftensmad, bl.a. noget rigtigt godt brød, samt den provencalske Caillettes - og den gode vin til maden, har vi jo med fra Villedieu. Middagen skal igen i dag indtages på terrassen i fred og ro.

 

Så blev det lørdag og dermed også rejsedag. Vi har haft nogle rigtigt dejlige dage i Vaison-la-Romaine og kunne for den sags skyld godt være blevet der flere dage endnu. Men længere sydpå er der også noget der trækker i os.

Temperaturen er her til morgen 24º, så morgenmaden bliver i dagens anledning serveret for os ude under pavillonen i haven, hvor vi kan sidde og nyde de dejlige omgivelser (desværre nåede vi ikke at benytte den opvarmede swimmingpool). Efter en god gang morgenmad og nogle dejlige kopper kaffe, siger vi farvel og tak for denne gang til vores søde og rare værtinde og forlader Vaison-la-Romaine.

Vi starter med at tanke bilen og sætter så kursen mod Middelhavet, nærmere bestemt Sainte-Maxime, hvor vi også skal have nogle dejlige dage. Vi kører mod Orange ad de små veje, som bringer os igennem, eller forbi, gammelkendte småbyer som Roaix, Rasteau, Séguret og Sablet. Ved Orange kører vi så ind på motorvejen og fortsætter sydpå mod Avignon, Salon-de-Provence og Aix-en-Provence. Snart har vi udsigt til en gammel kending, nemlig den kendte og flotte bjergkæde Montagne Sainte-Victoire, på vores venstre side og så véd vi, at vi nærmer os Middelhavet.

Vi har dog endnu et stykke vej at tilbagelægge på motorvejen og først da vi kommer til Le Muy, drejer vi fra og kører stik sydpå til Sainte-Maxime. Dette er også en gammelkendt vej, som er blevet udvidet og moderniseret siden vi kom her første gang, men den trængte virkelig også til det. I højsæsonen har der været lange bilkøer ind til Sainte-Maxime og kystvejen, nogle gange et regulært mareridt.

I dag kommer vi ganske gnidningsløst ind til byen og ned til kystvejen, hvor vi så kører mod øst til Fréjus og Saint-Rafaël. Tilbage i 2001 holdt vi sommerferie her og vil gerne gense stedet hvor vi boede. Det lykkes dog ikke, alt er så forandret og da vi ikke har en adresse at køre efter, må vi opgive.

Altså kører vi tilbage til Sainte-Maxime for at finde vores lille hyggelige familiehotel, Hotel Le Preconil,  og så håber vi på, at vi kan få lov til at få vores værelse lidt tidligere end klokken 15:00 som de skriver. Vi finder nemt hotellet, men har lidt problemer med at finde parkeringsplads. Vi havde håbet, at hotellet kunne garantere os en parkeringsplads, men nej, det kunne de ikke. Nu kan vi se, at hotellet har kun 5 pladser til rådighed efter princippet: først til mølle, først malet. Det ser ikke godt ud.

Lige over for hotellet er der mulighed for at sætte bilen ulovligt, så vi tager chancen, fordi der ikke er lang tid til hotellet åbner receptionen. Ved fortovet sidder der et ældre ægtepar ud for bilen og betragter os og de tænker nok deres, da vi parkerer. Da vi stiger ud og lige veksler et par ord indbyrdes, spørger de os om vi er danskere, hvilket vi meget naturligt kan svare bekræftende på.

Det viser sig at være et dansk ægtepar, som har en lille tjans med at se efter nogle lejligheder i ejendommen over for hotellet. Vi falder i snak med dem og da de er godt kendt med forholdene, tilbyder de at hjælpe med at finde en parkeringsplads ved et nærliggende supermarked, hvor der ikke er tidsbegrænsning. Det volder dog nogle problemer alligevel, men med bl.a. stor hjælp fra to kvindelige parkeringsvagter, lykkes det til sidst.

Så tilbage til det utroligt søde og  hjælpsomme ægtepar, hvor vi som tak for hjælpen, kvitterer med en kold øl i varmen. Efter en hyggelig snak er klokken blevet præcis 15:00, så receptionen er åbnet og vi kan endelig få vores værelse og slappe lidt af.

Ved spisetid går vi ned til strandpromenaden som ikke ligger ret langt væk, for at finde et hyggeligt sted, hvor vi  kan  få  noget  at spise. Valget  falder  på  Brasserie Maison Bianca, 9 Place Victor Hugo, med udsigt til både strandpromenaden og lystbådehavnen. Desuden viser det sig, at betjeningen er rigtigt god og hyggelig, tillige også vittig.

Efter et svalende krus øl og en dejlig pizza, går vi mætte og tilfredse tilbage til hotellet og aftenen bliver tilbragt med læsning på den lille terrasse der hører til værelset.

 

Vi er rimelig tidligt af sted i dag, for vi vil gerne gense nogle gamle kendinge. Bl.a. campingpladsen Prairies de la Mer og Port Grimaud, som ligger lige ved siden af hinanden. Byerne Cogolin og Grimaud, som ligger lidt inde i landet skal vi også have et gensyn med og så har vi tænkt os at spise frokost i Grimaud.

Første gang vi stiftede bekendtskab med campingpladsen Prairies de la Mer, var i 1985 hvor vi ved en tilfældighed kørte ind med campingvognen, fordi der var optaget dér hvor vi egentlig gerne ville have været. Sådan kan det gå. Den blev i mange år fremover målet for vores sommerferier ved Middelhavet.

Vi parkerer bilen på den store parkeringsplads ved siden af campingpladsen og det er noget af en overraskelse vi får da vi ser pladsen. Den er dårlig nok til at kende igen. Hvor det før i tiden var en 'campingplads' er det i dag et ferieresort, der får én til at føle sig hensat til Bali. Imponerende flot må vi sige, men det har ikke meget med en campingplads i gammeldags forstand at gøre. Vi så ikke prisniveauet, men vi er ikke i tvivl om, at det er temmelig højt.

Port Grimaud ligger lige ved siden af campingpladsen, så vi går det korte stykke vej derover og det ligner til gengæld sig selv med de store lystyachter af forskellige nationaliteter. I dag er det torvedag og det ligner også sig selv, med undtagelse af nogle få stadeholderne. Der mangler nogle få markante personer fra tidligere tider.

Når vi nu tilfældigvis er kommet på marked, bliver der selvfølgelig handlet lidt forskelligt og det hele bliver skyllet ned med en kop kaffe, inden vi kører videre til Cogolin og Grimaud.

I Grimaud viser det sig, at det er umuligt at opdrive en parkeringsplads, muligvis fordi alle indbyggerne er hjemme og optager pladserne. Hvorvidt der er åbent i den restaurant hvor vi vil spise frokost, finder vi af gode grunde ikke ud af. Cogolin viser sig desværre også at være total "uddød", helt sikkert fordi det er søndag.

Så meget for den lækre frokost vi har sat næsen op efter, så i nødens stund bliver frokosten lavet om til et hurtigt commandoraid på den lokale McDonald's. Ak ja, sådan kan det gå.

Nu kan vi lige så godt køre tilbage til Sainte-Maxime og da vi kommer til hotellet er vi så heldige, at der er en ledig parkeringsplads tilhørende hotellet. Dejligt.

Eftersom det er søndag, lukker det lokale supermarked klokken 13:00, men Helle når lige at komme derhen og få handlet lidt ind til senere i dag. Og igen går turen ned til vores Brasserie Maison Bianca ved strandpromenaden, hvor vi sætter os ind for at få en Aperol Spritz til at køle os ned med. Mens vi sidder og nyder vores drink og betragter de mange mennesker på strandpromenaden, dukker der pludselig en ung dame op og begynder at synge - og hun kan virkelig synge - imponerende godt.

Vi har lidt svært ved at forlade stedet og stemningen og da hun holder pause med underholdningen, beslutter vi os for at gå ned til vanden og få dyppet tæerne, så vi kan sige vi har været i vandet. Efter at have dyppet tæerne, går turen tilbage til hotellet. Undervejs kommer vi forbi et skilt, som ganske frejdigt fortæller hvilken vej man skal løbe, hvis der kommer en tsunami. Jo, det er da rart at vide, hvis man ellers kan løbe. Tilbage på hotellet sætter vi os ud på terrassen og nyder noget af den gode vin, som Helle købte tidligere på dagen. Sidst på dagen laver vi lidt status over i morgen, hvor vi skal videre til Italien.

 

For en gangs skyld har vi sat vækkeur til klokken 07:00. Vi har omkring 550 kilometer foran os og da vi ikke véd hvordan trafikken måske bliver, må vi hellere tidligt af sted.

Klokken 08:45 forlader vi Sainte-Maxime i 22º varme og en overskyet himmel. Faktisk rigtigt godt kørevejr. Alt går sådan set fint indtil vi når Nice. Ca. 50 kilometer før Nice står der et skilt, som fortæller os, at motorvejen er spærret ved Nice.
Og ganske rigtigt, uden noget videre, er der bomme for vejen og al trafikken fra motorvejen bliver ledt ind i Nice. Absolut ingenting, ikke engang et gult skil med "Deviation" møder vi, så trafikken ender i et stort kaos. Det koster os - og mange andre - rundt regnet 2 timer at finde vej gennem Nice. Vores GPS var ikke til meget hjælp, for byen er fyldt med vejarbejde og den opgav simpelthen til sidst at vise os vej. Først omkring klokken 11:30 kommer vi tilbage på A8 øst for Nice og kan endelig komme videre.
Men vores trængsler er ikke forbi, for da vi kommer ind i Italien, afløser det ene vejarbejde det andet, så over en utrolig lang strækning kører vi kun 50 km./t.
For at gøre en lang historie kort, er vi først fremme ved Lazise og vores campingplads omkring klokken 18:00 efter 542 kilometers kørsel, som tog os 9 timer! Så længe har vi aldrig tidligere været om at køre sådan en strækning.

Vel fremme får vi indlogeret os og Helle henter pizza, som nydes på terrassen, sammen med nogle velfortjente glas vin.

Vi vågner omkring 07:45 efter en god nats søvn. Jeg starter dagen med at gå efter morgenbrød og da morgenmaden er overstået, er det tid til de små sysler der hører med til den første dag et nyt sted. Der bliver vasket lidt tøj, der bliver handlet lidt. Vejret er fint, 26º og delvis overskyet, så det bliver også til en tur rundt på pladsen. Vi har været her flere gange tidligere, men der er altid noget nyt at se og denne gang er ingen undtagelse. Da solen nu er kommet frem, skal swimmingpoolen besøges, hvor vandet er friskt, men dejligt. Om aftenen går vi en tur ned til teaterpladsen, hvor der er underholdning med musik fra Bohemian Rapsodi. Rigtigt godt. Derefter er det 'hjem' og på hovedet i seng.

 

De følgende dage går med afslapning på terrassen, indkøb af fornødenheder, besøg i swimmingpoolen og ikke mindst spadsereture ind til Lazise.

Det er en rigtig dejlig tur på ca. 4 kilometer, frem og tilbage langs strandbredden. Så har vi en god undskyldning for at få en øl eller drink og de mange butikker frister med en del ting, som vi mener ikke kan undværes. Til gengæld er det mere end hårdt at gå tilbage fra byen midt på dagen og i 30º varme.

En af dagene kører vi nordpå, for at få et gensyn med den lille hyggelige by Malcesine. En tur gennem de smukke gader, resulterer selvfølgelig også i nogle besøg i forskellige forretninger, med dertil hørende indkøb.

I én af forretningerne har en kat tilsyneladende fået til opgave, at holde øje med de besøgende i butikken, men den er åbenbart mere interesseret i sin middagslur, end i de besøgende.
Inden vi kører tilbage får vi en let frokost på det hyggelige torv. Det tog dog lidt lang tid, for man havde åbenbart glemt os! Måske tjener de for mange penge?

På tilbagevejen kører vi ind på en tankstation for at få skyllet det værste støv af bilen, og det var en sjov oplevelse. Her vasker de bilerne med håndkraft og bagefter bliver de tørret af, også med håndkraft. Hele denne vasketur tager ½ time og det bliver gjort meget grundigt. Så har vi prøvet dét med. 

Så er det blevet mandag og det er i dag vi skal videre til vores næste feriemål, nemlig Ramsau bei Berchtesgaden som ligger i Tyskland, meget tæt på den Østrigske grænse.

I den uge, der er gået, hvor vi har været på campingpladsen, har der været stille og roligt, men i løbet af weekenden er der kommet rigtigt mange feriegæster og det er tydeligt, at feriesæsonen er begyndt for alvor. Alt i alt meget godt at vi skal videre.

Vi er tidligt oppe, selv om vi ikke har så langt at køre i dag. Vi skal til Nationalpark Berchtsgaden og vi vil godt derop så tidligt som muligt, så vi kan nå at besøge nationalparken i dag. Målet er en lille by, Ramsau bei Berchtesgaden, hvor der ligger noget der hedder Wimbachklamm. Det er en slugt med mange vandfald i forskellige størrelser og hvor der er lavet en gangsti på klippesiden, så man kan gå langs slugten.

Der er en temmelig lang og en forholdsvis stejl vej op til selve Wimbachklamm, men når man først er kommet derop, er det meget spektakulært. Og ikke nok med det. Det er faktisk en utrolig billig fornøjelse at besøge dette turistmål, nemlig 4€ for en voksen.

Efter en fantastisk oplevelse kører vi til Bad Reichenhall, hvor vi skal overnatte. Efter vi er blevet installeret på vores værelse, går vi en tur ned i byen, så vi kan finde et sted at slukke tørsten og fordøje de sidste nye indtryk. Det viser sig at være en meget flot og ikke mindst ren by, så det er virkelig en fornøjelse at gå rundt i byen. Formodentlig er det de mange turister og ikke mindst vinterturisterne, som bidrager til byens velstand.  Vi finder et sted, hvor vi kan få en velfortjent øl og bidrager således også til byens velstand, selv om det helt sikkert ikke ændrer meget på velstanden.

 

Efter en rigtig god nattesøvn på et fantastisk hotel, starter turen så hjemad for alvor. Ved morgenmaden erfarer vi pludselig, at vi har sovet under virkelig kraftig beskyttelse, idet en hel politiskole iført fuld uniform og tilbehør, også er indlogeret på hotellet og nu er i gang med morgenmaden. Gad vide om det var derfor vi sov så godt...

Nå, vi kører nordpå, hvor vi skal overnatte på samme hotel, som på vejen ned, nemlig i Melsungen, lidt syd for Kassel. Der er ikke så meget at berette om turen. Vi er trætte og møre da vi klokken ca. 16:30 er fremme ved hotellet, efter at være havnet i en kæmpe kø, som koster os en time.

Vi hører senere i radioen, at der er 15 kilometer kø og ikke nok med det, der kommer mere vejarbejde, men det er desværre det man må slås med, når man kører sydpå.

Vi har ikke lyst til et større restaurations besøg, så det bliver til endnu et commandoraid på en nærliggende McDonald's, så vi går ikke sultne i seng.

 

Vi vågner til overskyet vejr og kun 12º varme, så det er sådan set godt kørevejr. Dagens etape går til Flensborg, hvor vi skal have et gensyn med byen og en overnatning. Heller ikke i dag er der en hel masse at berette.

Turen går glat og Elbtunnellen som vi frygtede kunne give problemer, bliver passeret fuldstændig gnidningsløst. Resultatet er, at vi er i Flensborg klokken ca. 13:00, hvor vi kører direkte til hotellet og får sat bilen i deres garage.

Så er det tid til byrundtur og det ender selvfølgelig med, at vi får handlet nogle ting, som vi bare ikke kan undvære. Derefter er det hjem til hotellet og slappe af, indtil vi skal spise til aften. For et par dage siden bestilte vi bord på Alte Senfmühle hvor vi plejer at spise, når vi er i Flensborg og i dag skal selvfølgelig ikke være en undtagelse. Det er et dejligt sted, med god mad og hyggelig betjening.

Efter et dejligt måltid mad går vi tilbage til hotellet, hvor vi slutter dagen af med irsk kaffe og lige forbereder morgendagens grænsehandel. 

 

Nu er det efterhånden blevet torsdag og vi får et tidligt morgenmåltid, så vi hurtigt kan få handlet det ind vi skal have med hjem. Der er stort set ingen mennesker ved grænsebutikken, alt går glat og klokken 11.45 er vi tilbage i Næstved, efter en utrolig dejlig ferie, men mange nye og dejlige indtryk.

 

Allerførst i rejsebrevet, er der skrevet 'Down Memory Lane'. Det kan godt lede tanken hen på, at det er den sidste tur sydpå. Vi har da også adskillige gange talt om, at vi efterhånden ikke har lyst til den voldsomme trafik der er sydpå og i særdeleshed på de tyske motorveje med de mange lastbiler. Varmen spiller også en rolle.

De sidste par år vi har været i Sydfrankrig og Italien, har temperaturen sneget sig op omkring de 40° og det er bestemt ikke behageligt. På vejen hjem tog vi igen emnet op og konklusionen er den samme. Men, dermed være ikke sagt, at turene sydpå stopper. Det nordlige Frankrig og Tyskland er bestemt også nogle besøg værd og vi har det jo nok lidt som cirkushestene, at når de lugter savsmuld, så længes de. Vi kan ikke - og vil ikke - undvære vores Kør-selv-ferier, så fremtiden må vise, hvor pilen peger hen.

 

Jens Rostgaard Gjerløv.
Juli 2025.